Hafstein
Nærmeste Slægtshistorie 1700-nu
Denne samling af billeder, familiedata og historier er baseret dels på Stefan Hafstein Wolffbrandts slægtsforskning i Wolffbrandt og Hafstein og faster Anne Lise Hafstein Wolffbrandts samling, kommentering af slægtsbilleder, herunder Lennartz slægten.
Lise har også oversat Hannes Hafstein I (1961, pp. 13-15) af Kr. Albertsson og renskrevet teksten fra Gustav Adolph Verner Wolffbrandts nødtestamente fra 1914.
Hæftet her er et forsøg på at samle optegnelser, der allerede er udarbejdet, så familien har et samlet billede af slægtshistorien. I første del er billeder og historier. I anden del er slægtsfortegnelser over slægterne Hafstein og Wolffbrandt.
Samsø, december 2021
Stefan Hafstein Wolffbrandt
Revideret senest:
27.06.2008: Tilføjet stort billede af Wolffbrandt-familien
24.10.2009: Tilføjet foto af litografi af Möðruvellir
Januar 2010/11: Lise har opdateret slægtsfortegnelsen over slægten Hafstein Wolffbrandt og tilføjet slægtsfortegnelser over slægterne Lennartz, Kjarna, Briem og Kolbeins, som nu kommer først i hæftet.
6. februar 2011 – Nu er der, så godt som muligt, rettet diverse skrive- og stavefejl. Der er tilføjet, at Eva-Britt har tre børn af første ægteskab: Ida, Marius og Elise (mangler fulde navne, datoer og årstal), og at Stefan og Ann nu har 2 børn – Smilla er kommet til verden siden sidst.
2015 Herudover er der kommet nye data på næsten alle sider, og også en hel del fotos er tilføjet.
2018 Alle islandske navne og stedbetegnelser er nu med de islandske bogstaver ð og þ.
2018-2021 Løbende opfølgning og angivelse af oprindeligt hjemsted i Mecklenburg. Fotos fra Kulhuse er tilføjet.
Slægtsfortegnelse
Hafstein (Havsteen/Havstein)
Katrín Kristjana Hafstein blev født 25. december 1909 i Tröllatungusókn, Strandasysla i Island. Hendes slægt har rødder tilbage i Danmark. Hendes farbror, Hannes þórður Hafstein (1861-1922) blev Islands første rådherre (minister) i 1904-1909 under Danmarks styre.
Den kendte kunstner, Sven Havsteen-Mikkelsen, er, som det ses af navnet, også medlem af slægten. Eggert Briem, þórsteinn Jónsson og Eggert Ásgeirsson har skrevet en bog (2 bind) om slægten Briem (Briemsætt, Nidjatal). I disse bøger har jeg fundet de fleste informationer om Havsteen/Havstein/Hafsteinslægten.
(LHW har suppleret med oplysninger fra Íslendingabók, som er lagt ud på Internettet.)
Jakob Nielsson Heineson, f. 1709-10 tip-tip-tip-tipoldefar, kroejer i København. Ældste kendte Havsteen. Stammer fra Heini Havreki – Færøerne
Niels Jakobsson Havsteen, – tip-tip-tipoldefar, –
Jakob Nielsen Havsteen, – tip-tipoldefar
Jörgen Pétur Jakob Havsteen, – tipoldefar
Marinó Jakob Hafstein, – oldefar
Katrín Kristjana Hafstein, – farmor
Slægten helt tilbage til Heini Havreki fra Færøerne
Hafstein stammer fra Færøerne – Det er efterkommere af Heine Jonsson eller Heine Jonsøn (født 1514 i Bergen, død 1576 på Radøy), på færøsk kaldet Heini Havreki (“Heine den Skibbrudne”), var den første lutherske præst på Færøerne. Der forskes stadig i forbindelsen mellem Heini Havreki og tip-tip-tip-tipoldefar Jakob Nielsson Heineson, f. 1709-10 – så der er et hul i slægtstavlen mellem Heini Havrekis død i 1576 Jakob N. Heineson f. 1709-10 – altså et par generationer igennem ca. 135 år.
Jakob Nielsson Heineson, f. 1709-10 – kroejer i København. Ældste kendte Havsteen.
Niels Jakobsson HAVSTEEN
– f. 1740, d. i København 1787, – gift med Liesel Katrine HØVISCH, f. 13. APR 1743, d. i København 11. JUL 1803.
Dúe Nielsson HAVSTEEN, f. 1784 i København, d. 26.APR 1843 i København.
Jakob Nielsen HAVSTEEN, f. 8 MAR 1774 i København, d. 2. AUG 1829
Jakob Nielsen HAVSTEEN
– f. i København 8. MAR 1774, d. 2. AUG 1829, Købmand I Hofsós – gift med Maren Jóhannsdóttir BIRCH, f. i København 26. FEB 1776, d. 3. AUG 1843.
Niels Havsteen Jakobsson, – f. 1795 i Hofsós, d. 1856.
Katrine Kristine Jakobsdóttir Havsteen, – f. 1797 i Hofsós
Jakobine Havsteen Jakobsdóttir, – f. 1798 i Hofsós
Ellen Kristine Jakobsdóttir Havsteen, – f. 1800 i Hofsós
Jóhann Gottfred, – f. 1804 i Hofsós, d. 1884, – gift med Sophie Jacobine THYRRESTRUP
Dorthea Frederikke Jakobsdóttir Havsteen, – f. 1807 i Hofsós, d. 1878.
Karen Jakobsdóttir Hólm, – f. 1809 i Hofsós
Jörgen Pétur Jakob Havsteen, – f. 17. FEB 1812
Jörgen Pétur Jakob HAVSTEEN
– f. 17. FEB 1812 i Hofsós, d. 24. JUN 1875 i Glæsibær, Skjaldarvík,
– gift 1. gang 14. AUG 1847 med Guðrún Hannessdóttir STEPHENSEN, – f. 25. JUL 1827, – d. 19. APR 1851.
De fik 2 børn:
Hannes Havstein – f. 16. JUL 1848 i Ketilsstaðir, d. 14. DEC 1850
þórunn Pétursdóttir Hafstein, – f. 12. JUN 1850 i Ketilsstaðir, d. 18. APR 1922, – gift med Jónas þórðarson JÓNASSEN, f. 18. AUG 1840, d. 22. NOV 1910
– gift 2. gang 4. SEP 1851 med Sigriður Ólafsdóttir STEPHENSEN, – f. 24. AUG 1831, – d. 23. SEP 1919.
– gift 3. gang 28. JUL 1857 med Katrín Kristjana Gunnarsdóttir, som er af BRIEMS-slægten. – f. 20. SEP 1836, – d. 24. FEB 1927.
De fik 9 børn:
Hannes Lárus Pétursson Havsteen, f. 24. JUN 1858, d. 25. NOV 1860.
Guðrún Jóhanna Hafstein, f. 27. NOV 1859, d. 5. FEB 1866.
Hannes þórður Pétursson Hafstein, f. 4. DEC 1861, d. 13. DEC 1922, -gift med Ragnheiður MELSTED, f. 1. APR 1871.
Soffia Ágústa Havstein, f. 23. JUN 1863, d. 14. MAR 1885.
Guðrún Jóhanna Laura Pétursdóttir Havsteen, f. 9. JAN 1866, d. 5. MAJ 1894, – gift med Jón þÓRARINSON, f. 24. FEB 1854
Jóhanna Hafstein, – f. 9. AUG 1867, d. 3. MAR 1894.
Marinó Jakob Hafstein, f. 9. AUG 1867, d. 6. JUL 1936.
Elín Pétursdóttir Havsteen, f. 2. FEB 1869, d. 26. AUG 1900, – gift med Lárus K. I. Hákonarson BJARNARSON, f. 27. MAR 1866.
Gunnar Magnus Pétursson Havstein, f. 29. MAR 1872, d. 21. APR 1933, -gift med Nielsine HAVSTEEN, f. 2. MAY 1883.
Børnene fik altså 3 forskellige udgaver af slægtsnavnet: Havsteen, Havstein og Hafstein.
Marinó Jakob HAFSTEIN
f. 9. AUG 1867 på amtmandsgården Friðriksgáva i Möðruvellir i Hörgárdal. Syslumaður (sysselmand) i Strandasysla med bolig på Óspakseyri, – d. 6. JUL 1936, gift 28. FEB 1901 med þórunn Eyjólfsdóttir, som er af KJARNA-slægten – f. 19. FEB 1877 på Melgraseyri, Nauteyrarhr. på nord-Island, – d. 1. OKT 1961.
De fik 8 børn:
Elín Elísabeth Hafstein (1904-1957). Hendes kaldenavn var ‘Ella‘
Ella blev gift med þórhallur Árnason (f. 1891), som var fuldmægtig. De var bosat i Reykjavík. De var barnløse.
Jörgen Pétur Hafstein (1905-1930). Hans kaldenavn var ‘Pétur‘.
Pétur tog eksamen som jurist med en meget høj karakter. På vej hjem fra England, hvor han havde gjort yderligere studier, omkom han i en skibsulykke med fartøjet ‘April’, som forliste 1. december 1930 syd for Island. Han var ugift og barnløs, og blev kun 25 år gammel.
Jóhanna Laura Hafstein (1906-1969). Hendes kaldenavn var ‘Labba‘.
Labba blev gift tre gange. Først med þórarinn Björnsson (f. 1903) , med hvem hun fik 2 børn þórunn Ebba (Tótý) (1931) og Birna (1933). þórarinn var skibskaptajn.
Med sin anden mand Gunnar Guðmundsson (f. 1917), som var købmand i Reykjavík, fik hun sønnen Marinó Pétur (Malló) (1948).
Hendes tredje mand hed David J.K. Löve (f. ??). Hvad han var af profession vides ikke. De fik ikke børn sammen.
Hannes þórður Hafstein (1908-1933). Hans kaldenavn var ‘Hannes‘.
Katrin Kristjana kaldte sin bror ‘skakkonge’. Hannes var syg i mange år af tuberkulose, og døde af den sygdom i 1933, ugift og barnløs – 24½ år gammel.
Katrin Kristjana Hafstein (1909-1991). Hendes kaldenavn var ‘Sjana‘.
Sjana blev gift med Carl Gustav Wolffbrandt (Wolli) (f. 1904), som var cand. pharm. med livslang ansættelse på medicinalfabrikken Ferrosan. Først var han laboratorieassistent, derefter laboratorieforstander, og så (teknisk) direktør med ansvar for det faglige.
De fik tre børn: Hannes (1935), Knut (1939) og Lise.
Eyjólfur Jónsson Hafstein (1911-1959). Hans kaldenavn var ‘Eyfi‘.
Eyfi var styrmand, gift med Sigrún Eyjólfsdóttir (Dúna) (f. 1920), med hvem han fik 4 børn: þórunn (1946), Nína Kristjana (1949), Eyjólfur Pétur (1951) og Sigrún Birna (1958).
Eyfi omkom da hans fartøj Hermóður forliste udenfor Reykjanes den 18. februar 1959 – Han blev kun 47½ år gammel.
þórunn Jónassen Hafstein (1912 – 1998). Hendes kaldenavn var ‘Tóta‘.
Tóta blev gift med Sveinn þórðarson (f. 1913) – (dr. rer. nat), som dels var rektor ved skolen i Laugarvatn, og dels valgte (omkring år 1960) at få sig et professorat i Red Deer, Alberta, Canada, hvortil de flyttede og bosatte sig.
De fik tre børn Marinó (1941), þórður (Doddi) (1945) og Ellen Nína (1949).
Margrét Borghild Hafstein (1919 – 2008). Hendes kaldenavn var ‘Ebba‘.
Ebba blev gift med Skapti Jónsson (f. 1914), som var skibskaptajn. Hans job medførte, at de var bosat i Indien i nogle år, hvor Skapti i UN-regi lærte inderne at fiske med trawl. Senere var de i mange år bosat i Syd-Amerika med samme opgave for Skapti.
Margrét og Skapti fik fire børn: Elín Ebba (1941), þórunn Sóley (1943), Pétur (1945) og Jón (1951).
Katrín Kristjana HAFSTEIN
-f. 25. dec.1909 – gift med Carl Gustav WOLFFBRANDT.
De fik 3 børn:
Hannes Hafstein Wolffbrandt f. 18. juli 1935
Knut Hafstein Wolffbrandt f. 10. juni 1939
Anne Lise Hafstein Wolffbrandt f. 17. juli 1942
Slægtsfortegnelse
Briemsætt – Briems-slægten
Katrín Kristjana Hafstein, f. 1909, har også rødder tilbage i Briemsslægten, som blev ‘grundlagt’ af slægtsfaderen Gunnlaugur Guðbrandsson Briem og hans hustru Valgerður Árnadóttir.
Gunnlaugur Guðbrandsson Briem
Født på Brjánslæk på Barðaströnd 13. jan. 1773, d. i Grundarþing, Eyj. 17. feb. 1834. Gift med Valgerður Árnadóttir, som var provstedatter, f. 1778 på Breiðabólsstað på Skógarströnd, Snæf., d. 24. juli 1872.
Gunnlaugur var sysselmand i Eyjafjörðursyssel, og kammerråd. Boede på Kjarna og Grund i Eyjafjörður. Boede i Arnarbæli på Fellströnd, Dal. 1804-1807.
Gunnlaugur og Valgerður fik sammen 10 børn, hvoraf deres syvende barn var Jóhanna Kristjana f. 1813:
Jóhanna Kristjana Gunnlaugsdóttir Briem
Født på Kjarna i Hrafnagilssókn, Eyj. 14. nov. 1813, d. 23. okt. 1878. Gift med Gunnar Gunnarsson f. i Upsasókn, Eyj. 24. jan. 1781, d. i Laufássókn, S-þing, 24. juli 1853. Gunnar var ammanuensis for biskoppen i Reykjavík 1816, og sognepræst i Laufás fra 1828 og til sin død. Der står om ham i årbogen, at han var en alsidigt uddannet mand, som også var uddannet læge.
Jóhanna Kristjana og Gunnar fik sammen 5 børn, hvoraf den næstældste var Katrín Kristjana, f. 1836.
Katrín Kristjana Gunnarsdóttir
Født i Laufsás ved Eyjafjörður, S-þing. 20. sept. 1836, d. 24. febr. 1927. Gift med Jörgen Pétur Havsteen den 28. juli 1857. Jörgen Pétur var født i Hófsos 17. februar 1812, d. i Skjaldavík ved Eyjafjörður 24. juni 1875.
Om Jörgen Pétur – Se Hafstein-slægten.
Jörgen Pétur og Katrín Kristjana fik sammen 9 børn, hvoraf Marinó Jakob Hafstein sammen med sin tvillingesøster Jóhanna var deres 6. og 7. barn.
Marinó Jakob Hafstein
Født 9. aug. 1867. Se Hafstein-slægtsfortegnel-sen.
Slægtsfortegnelse
Kjarnaætt – Kjarna-slægten
Kjarna-slægten blev ‘grundlagt’ af tip-tip-tip-oldeforældrene til Thomas, Henrik, Stefan, Gustav og Martin: Þórður Pálsson og Björg Halldórsdóttir.
Der var folketælling i Island i bl.a. 1801 og 1816, og det er det, der refereres til i det nedenstående når der står f.eks.: Var i (eller på) 1801 …..Oplysningerne om Kjarna-slægten er hentet i ”Íslendingabók”, som er lagt ud på Internettet.
Þórður Pálsson
f. omkring 1772 på þórðarstað i Hálshr., S-þíng., d. i Vatnsdal 30. juni 1857. Var på Sörlastað i Illugastaðasókn, þíng. 1801. Gift med Björg Halldórsdóttir, f. 1799 i Hólshúsum i Eyjafjarðarsveit, d. 26. februar 1842 på Kjarna i Eyjafjörður. Var i 1801 og 1816 husmoder på Sörlastað og siden på Kjarna i Eyjafjörður.
Þórðurs forældre drev landbrug på þórðastaður i Fnjóskadal og siden på Sörlastað, Illugastaðasókn, þíng., og Björgs forældre drev landbrug på Æsustaðir i Eyjafjörður.
Þórður Pálsson var væver og bonde. Han og Björg fik 13 børn, som alle voksede op:
Guðný þórðardóttir 1798–1858
Benedíkt þórðarson 1800-1882
Árni þórðarson 1801–1851
Páll þórðarson 1805–1877
þórdís þórðardóttir 1807–1869
Sigurbjörg þórðardóttir 1808–1852
Ingibjörg þórðardóttir 1810–1872
þórbjörg þórðardóttir 1811–1887
Björg þórðardóttir 1813–1900
Aðalbjörg þórðardóttir 1814 – ..
Jón þórðarson 1814–1854
Kristbjörg þórðardóttir 1818–1907
Kristjana Guðbjörg þórðardóttir 1820-1882
Jón þórðarson
f. 2. november 1814 i Hálssókn i Fjóskadal, d. 15. december 1854 i Eyrarsókn i Skutilsfjörður. Gift med præstedatter þóra Katrín Eyjolfsdóttir, f. 21. juni 1809 i Sauðlauksdal, Barð, d. 6. februar 1894.
þóra Katrín var af Kolbeins-slægten, datter af Eyjólfur Kolbeinsson (1770-1862) og Anna Maria Pétursdóttir Kúld (1771-1838)).
Jón var sølvsmed i Kirkjubóli i Skutulsfjörður.
Jón og þóra fik 4 børn:
Eyjólfur Jónsson 1841–1909
Bergþór Jónsson 1843–1916
Ólafur Jónsson 1845–(1865)
Janus Jónsson 1851–1922
Eyjólfur Jónsson
f. 25. november 1841 i Eyrarsókn, d. 1. juli 1909. Gift med præstedatter Elín Elisabeth Björnsdóttir, f. 2. september 1836, d. 13. maj 1900.
Eyjólfur var præst i Kirkjubólsþingum 1865–1882, i Mosfell i Grímsnes 1882–1884 og i Árnes i Trékyllisvík 1884–1909. I årene 1901–1902 var han provst i Strandasýsla.
Eyjólfur og Elín Elisabeth fik 7 børn:
þóra Katrín Eyjólfsdóttir 1865–1871
Eyjólfur Kolbeins Eyjólfsson 1866–1912
þórunn Eyjólfsdóttir 1868–1875
Böðvar Eyjólfsson 1871-1915
Halldóra Kristín Leópoldína Eyjólfsdóttir 1873– 1875
Jón Björn Eyjólfsson 1875–1954
þórunn Eyjólfsdóttir 1877-1961
Halldóra Kristín Leópoldína Eyjólfsdóttir 1879 -1945
þórunn Eyjólfsdóttir
gift med Marinó Hafstein f. 9. august 1867– se denne under Hafstein-slægten.
Slægtsfortegnelse
Kolbeins-ætt – Kolbeins-slægten
Kolbeins-slægten kan vi følge helt tilbage til 1600-tallet, hvor vi finder Thomas, Henrik, Stefan, Gustav og Martins tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldeforældre Þórsteinn og Guðrún, som drev landbrug . Det vides ikke helt med sikkerhed hvem Þórsteinns forældre var. Så langt tilbage i anerækken er Þórsteinn og Guðrun blot 2 ud af 1020 slægtninge, som har leveret gener til jer. Men herunder skal efterfølgende nævnes lidt flere af dem:
Þórsteinn Kolbeinsson
f. 1685 d. efter 1733. Hyrdedreng på Þorkötlustöðum , Grindavíkurhreppi, Gull. 1703. Bonde på Tungufelli í Hrunamannahreppi.
Bag i hæftet her findes en fortælling om þórsteinn og hvad hans iltre temperament medførte – landflygtighed.
þórsteinn blev gift med Guðrún Hallvarðardóttir, f. 1685, d. ?. Hun var bondedatter. Var på Jötu, Hrunamannahreppi, Árn. 1703. Husmoder på Tungufelli. Gúðrún havde været gift før hun giftede sig med Þórrsteinn. Hendes første mand var Jón, som døede ung, og med ham havde hun en søn, som også hed Jón f. ca. 1723.
þorsteinn og Guðrun fik kun én søn sammen:
Kolbeinn þorsteinsson
f. 1731, d. 1783. Præst i Sandfelli i Öræfi, Skaft. 1757-1759, hjælpepræst i Gilsbakki i Hvítársiði, Mýr. 1759-1765, og til sidst fra 1765 og indtil sin dødsdag i Miðdal i Laugardal, Árn. Han døde i øvrigt af spedalskhed, en sygdom, som kan ligge gemt i kroppen i årevis, for så pludselig at bryde ud.
Om Kolbeinns opvækst og uddannelse fortælles i ovennævnte fortælling, som findes bag i hæftet her. Der fortælles også om hvor dygtig han var til latin, og om de digte og oversættelser, som han lavede.
Det er også ham, som har skrevet digtet Gilsbakkaþulu, et børnerim på 106 linier, som stadig (2009) fremsiges ved juletid i grupper af børn under taktfast ringdans. Rimet er meget rytmisk, og danner i sig selv en gentaget melodi. Selve teksten er ikke særlig ‘åndrig’, men bare hyggelig.
Gift 1757 med præstedatter Arndís Jónsdóttir f. 1732, d. 1. sept. 1814 i Helgafellsókn, Snæf. Husmoder i Miðdal. Var i Kalmanstunga, Kalmanstungasókn, Mýr. 1801. Var i Stykkishólm 1814. Árndís’ far, Jón Jónsson, var præst på Gilsbakki i Hvítársíði, Mýr.
Kolbeinn og Arndís fik 8 børn:
Guðrún ”eldri” Kolbeinsdóttir 1757-1838
Margrét Kolbeinsdóttir 1762-1826
Guðrún ”yngri” Kolbeinsdóttir 1763-1809
Jón ”eldri” Kolbeinsson 1764-1836
þorsteinn Kolbeinsson (1764)-1784
Jón ”yngri” Kolbeinsson (1766)
Halldóra Kolbeinsdóttir 1767-1807
Eyjólfur Kolbeinsson 1770–1862
Den yngste søn fortsatte vores slægt:
Eyjólfur Kolbeinsson
f. i Miðdal i Laugardal, Árn. 11. nov. 1770, d. 4. juni 1862. Hjælpepræst i Sauðlauksdal ved Patreksfjörður 1795-1798. Var i Flatey, Flateyjarsókn 1801. Præst på Stað i Grunnavík 1814-1821 og på Eyri i Skutulsfjördur 1821-1848.
Gift med købmandsdatter Anna María Pétursdóttir Kúld f. 1772, d. 1838. Anna María var datter af købmand og bonde Pétur Andréas Kúld født i Danmark på Fyn og Þóra Katrín Kúld født og døbt Vestmann i Danmark.
Eyjólfur fik en lidt svær start på sin karriere fordi han fik et barn født udenfor ægteskab i 1789 – som nittenårig. (Det blev en pige, og hun blev i øvrigt 102 år gammel: Margrét Eyjólfsdóttir 1789- 1891). Han blev i den anledning smidt ud af skolen, men blev året efter ‘taget til nåde’, og fik sin studentereksamen i 1793.
Derefter arbejdede han i forretningen hos købmand Kúld indtil han i 1795 blev viet til hjælpepræst i Sauðlauksdal hos pastor Jón Ormsson. Der fik han i 1797 oprejsning for at have fået barn i 1795 med Anna María, som han først ægtede en måned efter barnets fødsel. Men han mistede hjælpepræstembedet og var uden embede til 1802, hvorefter han fik de ovennævnte præsteembeder.
Eyólfur og Anna María fik sammen 11 børn:
Friðrik Kristján Eyjólfsson 1795-1829
Anna Kristín Eyjólfsdóttir 1797-1857
Jóhanna Friðrika Eyjólfsdóttir 1798-1865
Eiríkur Eyjólfsson (1800)
Hilaríus Eyjólfsson 1800-1832
Petrína Eyjólfsdóttir 1801-1862
Andrés Eyjólfsson 1802-1849
Halldór Eyjólfsson 1807-?
þóra Katrín Eyjólfsdóttir 1809-1894
Halldóra Eyjólfsdóttir 1810-1819
Mikaelína Eyjólfsdóttir 1811-1894
Det niende barn i rækken fortsatte vores slægt:
Þóra Katrín Eyjólfsdóttir
f. i Sauðalauksdal, Barð. 21. juni 1809, d. 6. feb. 1894.
Husmoder på Kirkjuból i Skutulsfjördur.
Þóra blev gift med Jón Þorðarsson, som blev født 2. nov. 1814 i Hálssokn i Fnóskadal.
Og så er vi tilbage til Kjarna-slægten. Jón var søn af grundlæggerne af Kjarna-slægten Þórður Pálsson og Björg Halldórsdóttir.
Mødet mellem slægterne
Hafstein og Briem
Først din tipoldefar (Jörgen) Pétur Havsteen 1812-1875 og din tipoldemor (Katrín) Kristjana Gunnarsdóttir 1836-1927.
Som du kan se af årstallene, var Kristjana 24 år yngre end Pétur, og Pétur døde allerede i 1875, så vi har ingen fotos af ham. Det jeg sender her er fra slægtsbogen Briems Ætt (Briems-slægten).
Vi er i Briemsslægten via din tipoldemor Kristjana.
Pétur var jurist og amtmand for nord- og østlandet i Island. (Jeg har oversat beretningen om ham, og om hvordan han mødte sin Kristjana. Den står senere her i hæftet.)
De fik 9 børn:
Hannes Lárus Pétursson Havsteen 1858-1860,
Guðrún Jóhanna Havsteen 1859-1866,
Hannes þórður Hafstein 1861-1922, jurist, Islands første ministerpræsident, 10 børn,
Sofía Ágústa Havstein 1863-1885, døde ung af tuberkulose,
Laura Havstein 1866-1884, husmoder i Reykjavík, gift med undervisningsdirektør, 5 børn
Jóhanna Havstein 1867-1894, lærerinde, ugift, barnløs,
Marinó Jakob Havstein 1867-1936, jurist, sysselmand, 8 børn
Elín Havstein 1869-1900 husmoder i Stykkishólm, gift med sysselmand, 2 børn,
Gunnar Magnús Pétursson Havstein 1872-1933, bankdirektør, 6 børn.
þórunn (nederst i midten) er Péturs datter af første ægteskab.
Mødet mellem slægterne
Hafstein og Kjarna
Marinó (Jakob) din oldefar giftede sig i 1901 med þórunn Eyjólfsdóttir 1877-1961. þórunn, din oldemor, var præstedatter. þórunns far, din tipoldefar i hendes gren, Eyjólfur Jónsson, var præst i Árnesi i Trékyllisvík på nordlandet, og þórunns mor, din tipoldemor i hendes gren, var også præstedatter.
Om din oldemor þórunn’s slægt, som er ”Kjarna-ætt” har jeg oversat nogle beretninger, som står her senere i hæftet.
Marinó og þórunn fik 8 børn:
Elín Elisabeth, (Ella), 1904-1957, husmoder i Reykjavík, gift med fuldmægtig, barnløs.
Jörgen Pétur, (Pétur), 1905-1930, jurist, omkom ved et skibsforlis, ugift, barnløs.
Jóhanna Laura (Labba), 1906-1969, telefonistinde, gift tre gange: skibskaptajn, forretningsmand og plattenslager, 3 børn – 2 med 1. mand og 1 med forretningsmanden.
Hannes þórður (Hannes), 1908-1933, døde af tuberkulose, skakkonge i Island, ugift, barnløs.
Katrín Kristjana (Sjana), 1909-1991 din farmor, var opkaldt efter sin bedstemor, gift med farmaceut, 3 børn.
Eyjólfur Jónsson (Eyfi), 1911-1959, styrmand, omkom ved et skibsforlis, 4 børn.
þórunn Jónassen (Tóta), 1912-1998, journalist, gift med rektor, professor, 3 børn.
Margrét Borghild (Ebba), 1919-2008), husmoder, gift med styrmand, 4 børn.
På billedet her står de i aldersfølge med Ella yderst til højre.
På det andet billede herover af søskendeflokken står drengene fra venstre: Hannes, Pétur og Eyfi, og pigerne sidder fra venstre: Ella, Labba, Ebba, Tóta og Sjana.
Børnene her på billedet fra 1925 er Lárus og Elín, som Sjana passede i Akureyri. De er børnebørn til Sjanas faster Elín (1869-1900). Pigen Elín er Elín Bjarnason, som blev kunstmaler og flyttede til Danmark. Hun havde sommerhus i nærheden af Hannes og Bitten, som hun ofte besøgte.
Fra Akureyri blev Sjana sendt til Vestmannaøerne, hvor hun passede sin på mødrende side kusine þórunn Kolbeins’ børn. I juli 1926 skriver Sjanas farmor Katrín Kristjana (din tipoldemor) til hende:
”Reykjavík 15. Juli 1926
Kære gode navne- og sønnedatter,
Hvor havde jeg det dårligt med, at du ikke fik lov at komme til mig i sommer da du rejste til Vestmannaøerne og skulle have været hos mig medens skibet lagde til her, som jeg havde tænkt mig. Men myndighederne forbød ethvert samkvem på grund af faren for den Isafjordske tyfus. Men jeg skrev til jeres Elín din søster og spurgte hende om dig, og jeg har hørt at alt er gået godt, og vil gå, fordi præsteægteparret er begge venlige, og du vil være en god ung pige, som vil lære det som er godt, og er god ved børn, og det har altid glædet mig meget.
”Ja, fortsæt min søde.
At dyrke det gode er et smukt forehavende.
Måtte alt godt være dig forundt, og
Måtte det bære andet godt med sig”
Dette vers digtede jeg til en af mine små piger. Jeg vil give dig det, og du skal lære det og bestræbe dig på at føre dig frem i alt godt og gavnligt. Gud velsigner gode børn som beder ham om hjælp til at være god.
Jeg ville nu gerne kunne fortælle dig nogle gode nyheder, men jeg er ikke fuld af nyheder. Alligevel er det ikke længe siden jeg hørte nyt fra dine forældre og søskende. De var da alle friske af helbred undtagen Hannes din broder, som ikke kan blive hurtigt rask med sin tuberkulose. Alligevel skriver jeres mor, at efter det sidste sygdomsanfald har han taget 12 pund på, og det synes vi var en god fremgang.
Og din far er ude på det gode landhjem i Borgarfjord, som han bedre kan lide frem for at være alene her i Reykjavík. Han kendte lidt til manden, som er god ved ham og ofte opmuntrer ham.. Jósef á Svarfhóli, broder til sysselmanden i Borgarnesi, hedder bonden som han er hos.
Jeg er her på et godt sted og har det så godt som det er muligt. Af og til er jeg begyndt at blive svag, men klæder mig dog som oftest på.
Hilser dig nu med de bedste ønsker og er altid din elskende bedstemor Kristjana Havstein
PS. Gode navne! Køb dig noget godt for den indlagte skilling.”
Kristjana var 90 år gammel da hun skrev dette brev til et af sine 31 børnebørn Sjana på 16½ år. Jeg synes, at der er så mange interessante oplysninger om familien i det.
Fortællinger om
(Jörgen) Pétur Havstein
Fortællinger om (Jörgen) Pétur Havstein, din tipoldefar, om årene før han giftede sig med din tipoldemor, og om hans møde med hende – i min oversættelse i uddrag fra bogen:
Hannes Hafstein I – 1961, side 13-15, af Kr. Albertsson.
Pétur Hafstein var den yngste af seks børn og fødtes 16. februar 1812. Han var tidligt modig og hårdfør; sejlede for sin fornøjelses skyld i Skagafjörð i al slags vejr; bjærgede i en ung alder en mand fra at drukne i Hofsárósi, der hvor der var dybest, og satte dermed sit eget liv på spil; kunne knapt svømme.
I studentereksamensbeviset fra Bessastaðaskolen skriver rektor om ”denne udmærkede unge mand på grund af hans enestående rene sind, høflighed, kærlighed til studierne og begavelse”
Han tog juridisk embedseksamen i København i 1840, arbejdede der i fem år i et regerings-kontor og kom hjem i 1845; havde da fået bevilling som sysselmand over Norður-Múlasýslu.
Den unge sysselmand gik ivrigt op i sit arbejde, var hjælpsom over for både høj og lav, og var meget vellidt.
Efter fem år som sysselmand blev han udnævnt til amtmand; flyttede sommeren 1850 til Möðruvellir, som var amtmandssæde og i virkeligheden hovedstaden for Nordlandet.
Nogle år før havde han giftet sig med Guðrún, datter af Hannes Stephensen provst i Ytra-Hólmi på Akranes og hans kone Þórunn som var Magnús Stephensens enebarn.
Pastor Hannes var en af de mest afholdte store mænd i landet. (…..mere om pastoren).
Da Pétur Hafstein kom til Eyjafjörð må han vel have tænkt at alt var kommet på plads på meget kort tid. Det var ikke særlig længe siden at han havde været lavt lønnet underordnet på et kontor – nu var han øvrighedsperson over det halve Island, kunne kaldes konge i sit rige.
Han var meget glad for sin kone; de havde to børn, Hannes og Þórunn.
Men første vinter på Möðruvellir, lige før Jul, mister de deres søn. Og fire måneder efter dør Guðrún Havstein, 19. april 1851. Så bøjes den store mand ned af sin sorg.
”Denne store sorg var for denne ellers så glade mand så tung at bære at den var ved at knuse ham, og det er muligt, at den har givet ham et sortsyn, som han bar på resten af livet” skriver Jón Þórarinsson, svigersøn til Pétur Havstein, længe efter. Hans kilde er præstedatteren fra Laufás, som da dette skete var i konfirmationsalderen. Hun hører ikke om andet end sorg og nød hos amtmanden på Möðruvellir. Nogle frygter at vinen er ved at være hans medicin og tilflugtssted.
Hans venner anbefaler ham på det bestemteste at gifte sig igen, hurtigst muligt; peger på en af Guðrúns slægtninge, Sigríð, som er datter af Ólaf Stephensen, juristråd i Víðey. Deres bryllup står i september ved høsttid.
Bruden er en renfærdig pige, fåmælt og stille. På bryllupsnatten efter at de er blevet alene, siger hun til sin mand, at hun elsker en anden; har kun nødtvungen giftet sig, fordi det var hendes forældres vilje.
Man ved ikke andet end at Pétur Havstein har taget denne uventede oplysning med ophøjet ro, men dog alligevel syntes, at den havde kunnet komme før; og dog bedre sent end aldrig. På den anden side søger ingen mand skilsmisse dagen efter brylluppet; sidst af alle en mand i højeste position.
Dagen efter lader han som ingenting. Ægteparret tager til Nordlandet. Så går vinteren hvor de næsten ikke ses. (…noget om hvad Eggert Briem skriver til Jón Sigurðsson – at Pétur ikke tænker på andet end sit arbejde og er ved at slide sig ihjel)
Om foråret gør amtmanden sig klar til at aflevere sin kone i hendes barndomshjem. Det siges, at hun da har villet blive hos ham. Det gjorde ingen forskel for ham. Han rejste med hende sydpå; fortalte hendes far hvad hun havde sagt på bryllupsnatten og tilføjede: ”Jeg leverer hende tilbage i samme stand som jeg fik hende”.
Derefter rejste han udenlands og var den følgende vinter i København, hvor han prøvede at komme sig.
Det siges at Sigrið ikke havde et øje tørt et helt år derefter.
Afsnit 3 – side 15 – 18
Hele denne fortid kender præstedatteren fra Laufás (Katrín Kristjana), og får lidt af hvert at vide fra sine brødre og slægtninge, medens hun overvejer hvad hun skal gøre år 1857. Men denne vinter er amtmanden atter på højde med sig selv. Han klarer sig godt; og det ser ud til, at han har fået sit gode helbred tilbage.
Han har været i Reykjavik om efteråret og endelig fået kongelig bevilling på skilsmissen fra sin kone; vil så rejse ud igen over vinteren for at komme sig yderligere.
Men mens han ventede på skib kom der alvorlige nyheder. På begge sider af Hellisheiður (sydvestlandet) kom fæene (fårene) ned fra fjeldet med ondartet fnat, sår og svulster som gik dybt ned i kødet på dem. Året før havde man importeret nogle engelske væddere, og på dem havde man set skorper med småblærer; de kløede sig og rev ulden af sig med benene og munden. De blev sat sammen med andre får, og tog efterhånden livet af hinanden.
Men nu skete der det mærkelige, at landlæge Jón Hjaltalín talte imod at fnatten i de islandske får skulle kunne have kommet med de engelske væddere. Han tilser de syge får sammen med landets eneste dyrlæge Teitur Finnbogason; de udarbejder en anvisning til bønderne, siger at fnatten er fuldstændig ufarlig og nem at kurere, og at man skal holde op med de unødvendige gisninger om hvorfra den skulle være kommet; tilråder bønderne at behandle fnatten med tjære og tobakssovs. Det drejer sig ikke om andet end den velkendte indenlandske ”vantrivselsfnat”, som er svag eller mere ondartet alt efter forholdene. Den kan opstå på forskellig vis, ved dårligt udstyr, dårligt hø, i snavsede og trange stalde – eller, ”i tørre og varme somre når sand, jord eller støv, som kommer ind i ulden, ikke kan regne ud igen”.
Dette synes Pétur Havstein er en meget tvivlsom lægekunst, og alt hvad lægerne var fremkommet med fandt han skrækkelig letkøbt. Han har aldrig hørt om at en sådan sygdom, som på nogen måde kunne minde om denne nye pest, som han har hørt den beskrevet, før skulle have været set på islandske får.
Sygdommen minder mere om fårefnatten som rasede i årene 1761-79. Da havde man i et helt årti uden resultat forsøgt at kurere fårene. Derefter vendte man sig mod det råd at nedslagte næsten alle får fra Jökulsá på Sólheimasand (det allersydligste Island ved kysten syd for Mýrdalsjökull) og landet mod vest og nord til Skjálfandafljót (som har sit udspring nord for Vatnajökull).
Pétur Havstein sejler ikke til Danmark, men begiver sig mod nord igen.
Begge de her oversatte kilder gør meget ud af at skildre den måde Pétur Hafstein håndterede denne sag med fårepesten. Ikke alene var han opsat på at få stoppet dens udbredelse fra sydlandet til nordlandet, som han selv var amtmand over. Hvis alle får blev smittet ville der opstå nød og hungersnød.
Han fremkom med forslag om, at hvis man i sydlandet slog fårene ned, så skulle bønderne i nordlandet sørge for at de tabslidende bønder fik får nordfra, således at det ville ende op med, at de mindst ville have halvt så mange får som før nedslagtningen.
Side op og side ned beskrives alle de besværligheder han havde med at få gennemført sine ideer. Sysselmænd, de to andre amtmænd, regeringen i København, diverse bønder fra forskellige sysler rundt om i landet – alle skulle han mødes med og overtale. De fleste var imod hans ’luftkasteller’
Men det endte med at lykkes ham at få trukket en spærrelinie tværs gennem landet, og det er den bedrift han er mest berømt for.
Da Pétur kommer nordpå igen udråbes han som sejrherre. Avisen Norðri skriver: ”Han har fra begyndelsen set rigtigt på denne sag og fremført sin overbevisning med fasthed, fattet og med styrke. Ham kan Island takke for, hvis det kom dertil, at han frelste os for at denne smitte kunne have gjort vort land ubodelig skade.”
Afsnit 4 (side 18-19)
Pétur sover ud efter sin rejsetræthed, sadler så sin hest på ny i begyndelsen af juli, rider til Háls i Fnjóskadal, der hvor (Katrín) Kristjana nu er hos sin mor. På vej til gården, ind under aften, ser han en pige i arbejdstøj, som kommer med mælk fra køerne. Han råber hende an og spørger om dette ikke er jomfru Gunnarsen, som var den måde man tiltalte bedre folks døtre. Hun svarede leende: ”Kristjana Gunnarsdóttir hedder jeg.” Da hun har pustet ud i køkkenet kommer hendes mor derud og beder hende om at skifte tøj; amtmanden er kommet for at høre hendes svar på sit frieri. Hun gik ind til ham i det tøj hun havde på og sagde, at hun ville gifte sig med ham. Brylluppet stod den 28. juli 1857.
Næste vinter skriver Vilhjálmur Finsen til sin ven Pétur Havstein, takker ham for to gode breve, ”og det glæder mig inderligt at se, at din tilfredshed og lykke i dit nye ægteskab skinner igennem det, som du skriver.”
Sommeren efter får de en søn, som blev døbt Hannes, året derefter en datter. Begge disse børn døde unge, sønnen omkring to år gammel.
Året efter hans død fødtes deres tredje barn, en søn, 4. december 1861. Hans mor skrev et langt digt til ham: ”Du var sådan en glædesgave, du var ikke mere end 16 mærker (en måleenhed), men muskuløs og brav…”
Kort tid efter fødslen spurgte sognepræsten, pastor þórður þórðarson, amtmanden hvad drengen skulle hedde. ”Hannes” var svaret. ”Vil du, amtmand, gå op imod Gud?” spurgte præsten. (amtmanden havde mistet to sønner med det navn).
”Det er nu ikke min agt. Men Hannes skal han hedde”, svarede amtmanden. Præsten sagde: ”Lad ham så også hedde þórð. Det kan være, at det navn tilføjer ham nogle talenter.” ”Det skal med glæde blive gjort” svarede amtmanden. Dette blev så forelagt moderen, og hun syntes, at det var et godt råd. Drengen blev døbt Hannes þórður.
De næste år fik ægteparret fire døtre og to sønner: Sofía (f. 1863), Lára (f. 1866), Jóhanna (f. 1867), Marínó (f. 1867), Elín (f. 1869) og Gunnar (f. 1872)
Amtmandsgården Friðriksgáfa
Herunder ses et foto af et originalt litografi af Möðruvellir, som var amtmandssæde for amtmanden for nord- og østamterne i Island.
Litografiet, som er 34 x 21 cm stort, stammer fra et værk, som hedder “Voyage en Islande et au Groenland 1838-52”.
(Se også fotoet ved Hafstein/Briem)
Amtmandsgården i Möðruvellir, som ligger lidt nord for Akureyri på nordlandet, hed Friðriksgáfa. Bygningen var en gave fra den danske konge, Kong Frederik VI (1808-1839). Den blev opført i teglsten i året 1826.
Din tipoldefar Jörgen Pétur Havstein var amtmand der i årene 1850-1870, og din oldefar Marinó er født der på gården.
I 1874 nedbrændte gården, og teglstenene blev derefter brugt til opførelsen af en skole, som nedbrændte 22 år senere.
Flere forskellige islandske foreninger har i år 2003 fremsat ønske om at få midler til at genopføre Friðriksgáfa. Man har bl.a. henvendt sig til den danske prins Joakim og den danske ambassadør, og man håber på, at Danmark og/eller den danske kongefamilie vil støtte genopførelsen af den oprindelige bygning.
Fortællinger om Briemsætt – Briemsslægten
Om Gunnlaugur Guðbrandsson Briem (13. januar 1773 – 17. februar 1834)
Gunnlaugur Guðbrandsson Briem og et noget senere foto af Valgerður Árnadóttir, hans hustru
tiptiptip-oldefar Gunnlaugur Guðbrandsson Briem er far til
tiptip-oldemor Jóhanna Kristjana (1813-1878), som er mor til
tip-oldemor Katrín Kristjana (1836-1927), som er mor til
oldefar Marinó Hafstein (1867-1936), som er far til
bedstemor Katrin Kristjana (Sjana) (1909-1991), som er mor til
Hannes, Knut og Lise Hafstein Wolffbrandt, som er far til
Thomas, Henrik, Stefan, Gustav og Martin – (alle Hafstein Wolffbrandt)
Her har jeg oversat fra:
*) ”Merkir Islendingar nýr flokkur – III – 1964” og #) ”Briemsætt I” – i (….) er egne noter.
*) side 85
Sysselmand, kammerråd Gunnlaugur Guðbrandsson Briem fødtes i Brjámslæk på Barðarströnd (nordvestlandet) den 13. januar 1773.
Hans far var præst Guðbrandur Sigurðsson, søn af præst Þórðarson, som var søn af Jónsson, som var søn af Guðmundsson, som var søn af Nikulásson, som var søn af sysselmand Þorsteinsson, som var søn af sagfører Finnbogason, som var søn af præst Jónsson, som var søn af Jónsson.
Hans mor, Sigríð Jónsdóttir, var datter af præsten på Gilsbakka, som var søn af præst Jónsson, som var søn af præst Eyjólfsson som var søn af Jónsson.
Efter de slægtskyndiges udsagn var Gunnlaugur Briem i faderens slægt niende led fra biskop Jón Arason, elvte fra Torfa Arason ridder og hofmarskal og tolvte fra Lofti en af de rige Guttormsønner på Möðruvellir.
I moderens slægt var han elvte led fra den rige ridder og hofmarskal Björn Þórleifsson, attende led fra Snorri Sturluson, toogtyvende led fra biskop Ísleifur Gissurarson, fireogtyvende led fra Snorri Þórgrímsson og syvogtyvende led fra kong Harald Hårfager (Konge i Norge, som døde år 932).
*) side 86
Da han var seks år gammel mistede han sin far, præsten Guðbrandur Sigurðsson, som i embedes medfør var på vej til en syg mand. I nattemørket styrtede han ned fra et bjerg og slog sig ihjel #) kraniebrud.
#) Guðbrandur Sigurðsson, faderen, beskrives som at have været sund og frisk, smed, maler, en god lærer og digterisk begavet. (og jo altså også præst)
Et år efter faderens død blev Gunnlaugur taget i pleje af ægteparret provst Björn Halldórsson i Sauðlauksdal (30-40 km længere vestpå) og hans kone Rannveig Ólafsdóttir, som han begge var i slægt med.
#) Björn regnedes for en af de mest fremtrædende islændinge i det 18. århundrede. Han var banebrydende med hensyn til landbrug i Island, bl.a. kartoffelavl. Han var lærd i mange henseender, digter og forfatter. Kendteste af hans skrifter er ’Atli’, som blev trykt i Hrappsey 1780 og den store islandsk-latinsk-dansk ordbog ’Lexicon Islandico-Latino-Danicum, som udkom i København 1814. Rasmus Rask (dansk sprogforsker 1787-1832) havde læst korrektur på de danske oversættelser. Der kunne vist ikke have været valgt et bedre sted hvor Gunnlaugur kunne få sin opvækst.
Han flyttede i 1782 med dem til Setberg i Eyrarsveit (på det nordlige Snæfellsnes), og efter at han havde været i pleje hos dem i cirka otte års tid, lod de ham sejle til København i efteråret 1788 da han var 15 år gammel. Han rejste dertil sammen med biskop Sigurð Stefánsson, som skulle ud til Danmark for at blive bispeviet.
Straks da de var ankommet blev den unge mand indskrevet på Kunstakademiet i København, #)som dengang kaldtes Det Kongelige Maler, Bildhugger og Bygnings-Akademie, *) hvorfra han blev udskrevet syv år senere, nemlig i året 1795, og samme år fik han akademiets sølvmedalje for sin opgave som billedhugger.
#) side 12
Da Gunnlaugur kom til Kunstakademiet i København var Bertel Thorvaldsen (1770-1844), som blev den berømteste af alle nordiske billedhuggere, der også. (Thorvaldsen begyndte der i 1781 som kun elleveårig. Han var søn eller plejesøn af en islandsk billedskærer).
(I en note står der, at J.M. Thiele i Kbh. 1851 har skrevet: Thorvaldsens Biographi I, hvoraf det på side 32 skulle fremgå, at Gunnlaugur i 1820 har skrevet et brev til Thorvaldsen (som var i Danmark 1819-20) hvori der kastes en lille smule lys over Gunnlaugurs kunststudier i København og hans forbindelse til Thorvaldsen. J.M. Thiele er ellers bedst kendt for sin indsamling af folkesagn, men leksikonet oplyser, at han sluttede sig til kunstnerkredsen omkring Thorvaldsen i Rom i en periode.)
Af brevet fremgår det, at de har kendt hinanden godt, og at Thorvaldsen tror på ham som kunstner. Gunnlaugur minder Thorvaldsen om, at han sneg sig til at lave en statue af havguden Neptun, som Kiel havde bestilt, men som Thorvaldsen kun havde haft tid til at lave udkast til på grund af at han skulle rejse til Italien (1797).
Gunnlaugur minder ham også om begges fritidsinteresser: Thorvaldsens musikstudier og sine egne latinstudier for at lære de romerske sprog, for dermed at kunne studere gudesagn og kunsthistorie. Hans målsætning var at forberede sig bedst muligt til at blive heltids kunstner og siden at tilbyde Thorvaldsen sin tjeneste.
Ellers ved man ikke meget om Gunnlaugurs kunststudier …
#) side 13-14-15
Samtidig med sine kunststudier på Akademiet tilegnede han sig almen (ud)dannelse, som før nævnt f.eks. latin, og også tysk har han talt og skrevet som var det hans modersmål.
Napoleonskrigene kom i vejen for de planer, som Gunnlaugur senere skriver om i brevet til Thorvaldsen, og der var ikke noget arbejde, som bød sig til.
(Napoleon Bonaparte (1769-1821) fik 1796 kommandoen over den franske hær i Italien, hvor han besejrede østrigerne).
På Nationalmuseet i Reykjavik findes fire af hans (små) træskærerarbejder.
Han var nødt til at gå fra kunstnerbanen og koncentrere sig om en boglig uddannelse.
I begyndelsen af året 1797 startede han en uddannelse i jura, og afsluttede med eksamen den 25. oktober samme år. Det var den mindre juraeksamen, eller prøve i danske love, som den blev kaldt, fordi man ikke skulle læse romerret. Den prøve kunne tages af dem, som ikke havde lært latin, dvs. som ikke havde studentereksamen, selvom studiet også indeholdt privattimer i latin.
Med dette jurastudie fulgte lærdomstitlen: ’eksaminatus juris’. Det udvidede studie gav titlen: ’candidatus juris’. Det siges (i æviágrípinu i Sunnanpóstinum) at Gunnlaugur fik ”det bedste vidnesbyrd som dansk jurist” og at han blev betragtet som kvalificeret til et dommerembede.
Efter at have taget denne eksamen, vender Gunnlaugur tilbage til kunsten, og arbejder med den de næste to år på ringe vilkår. Den største luksus var at han fik noget arbejde på Fredensborg Slot.
Men da han året 1799 blev bedt om at være assistent eller anklager for sysselmanden i Eyjarfjörður Jón Jakobsson drejede han sin skæbne 180 grader, forsvandt til Island efter 11 år i udlændighed, og blev embedsmand.
Året efter, den 21. juni 1800, giftede han sig med Valgerð Árnardóttir (1779-1872).
*) Valgerð var søsterdatter til sysselmand Jón Jakobsson og datter af Arni Sigurðson, som var præst i Breiðabólstað på Skagarsströnd #)Skógarströnd.
#) Valgerð var ud af en søskendeflok på 14, og blev taget i pleje hos sysselmand Jón, hvor hun voksede op.
Samme år som Gunnlaugur giftede sig blev han udnævnt til at sidde i ejendoms-vurderingsnævnet, som blev grundlagt 18. juni 1800. I nævnet sad, ud over Gunnlaugur, amtmand Ludvig Erichsen, reserveadvokaten Stefán Stephensen og kanselisekretær Árni Sigurðsson.
Nævnets opgave var at foretage den første uafhængige vurdering i Island. Formålet var at beskatningen skulle være ens i Island og Danmark.
Vurderingen skulle dog ikke svare til handelsværdien, men fastsættes efter særlige regler, som ikke kan gøres rede for her.
Efter al sandsynlighed stødte vurderingsmændene på forskellige vanskeligheder i deres arbejde. De rejste rundt i landet og ”holdt deres ting på landet, og man fortalte dem om sin jord, og meget uensartet, så man kunne frygte for at det ikke blev en nogenlunde brugbar og retfærdig vurdering, som siden hen skulle ligge til grund for beregningen af jordbeskatningen” siger Jón Espólin om nævnets arbejde.
Man kan af dette se at man har vurderet forskelligt med den fremgangsmåde som blev benyttet. Þórvaldur Thoroddsen siger i ”Lýsingu Íslands” at man kan sige, at denne jordvurdering fuldstændig mislykkedes. Det som understøtter denne udtalelse er, at bekendtgørelserne i de danske regler, som vurderingsmændene skulle gå efter, næppe var brugbare i Island. Det blev også sådan, at vurderingen aldrig blev stadfæstet, og udfaldet blev, at ejendomsvurdering ikke blev lovgyldig før end året 1861.
Med dette arbejde fulgte stadige rejser, og Gunnlaugur og Valgerður boede derfor forskellige steder medens det stod på. Første bosatte de sig i Grund ved Eyjafirði, 1801-1802 boede de i Möðrufelli ved Eyjafirði; 1802-1803 i Reykjavik; 1803-1804 i Hvítárvöllum, og til sidst bosatte de sig i Arnarbæli på Fellströnd, hvor de blev indtil 1807.
#) side 16 …
Sysselmand over Eyjafjörður-syssel og konstitueret amtmand
Det er helt klart, at Gunnlaugur fik et godt renommé i vurderingsnævnet. Det førte til, at han fik den kongelige udnævnelse at kunne bære titlen af såkaldt kammersekretær i året 1804. Og derudover blev han den 17. april 1805 udnævnt til sysselmand over Eyjafjörður-syssel. Man skal her dels tænke på, at en mand på kun 32 år fik et af landets bedste sysler, og dels på, at Gunnlaugurs uddannelse først og fremmest havde været indenfor billedhuggerkunsten og at jurastudiet mest havde været hans bifag. Han beklædte embedet som sysselmand til sin død i 1834, i alt i 29 år.
Fra 1807 til 1815 boede han på Kjarna i Eyjarfjörður men fra 1815 på hovedgården Grund i samme område.
To gange var han amtmand over Nord- og Østamtet – året 1810 i amtmand Stefán Þórarinssons fravær og 1833 efter at Grímur Jónsson var fratrådt og indtil Bjarni Thorarensen overtog.
Han passede amtmandsarbejdet samtidig med arbejdet som sysselmand.
Hans embedsførelse var regelret og nøjeregnende, og som dommer var han streng og ubøjelig. Der var ingen der var i tvivl om hans retfærdighed og hæderlighed. Dette vil blive nærmere belyst på disse sider.
Af landsoverrettens domsamling fra 1805-1834 kan ikke ses andet end at han har håndteret sin dommergerning godt….
Hans skrifter og andre embedesgerninger viser, at han har været en udmærket jurist selv om han ikke havde en længere uddannelse i latinskole. Hvis man skal uddrage noget af dette, så kan man sige, at en disciplineret uddannelse som kunstner kan være et godt grundlag for jurastudiet. De mest mindeværdige begivenheder i hans sysselmandsbedrifter er utvivlsomt dem da Jörgen Jörgensen – Jörundur hundedagskonge – gjorde det berømte forsøg på regeringsrevolution i Island.
(Vi danskere kalder ham Kong Jørgensen, og hans historie kort fortalt er denne fra Danmarks-historiens Hvem, Hvad Hvor: Kong Jørgensen (1780 – ca. 1841) eventyrer. Jørgensen, der var søn af en hof urmager, blev 1794 sendt til søs og endte i engelsk tjeneste. Som udsending for en engelsk velhaver kom han til Island, hvor han 1809 udråbte sig til konge som befrier af Island fra dansk herrevælde, men samme år blev han taget til fange af en engelsk kaptajn og sendt tilbage til England. Jørgensen blev senere deporteret til Tasmanien, hvor han døde. Han var farbror til (tegneren) Fritz Jürgensen.
I Lademanns Leksikon står hans historie sådan fortalt:
Jørgen Jürgensen (1780 til 1845 eller 1850) Dansk eventyrer. Kom 1809 under krigen mellem Storbritannien og Danmark til Reykjavik med et armeret engelsk kaperskib, afsatte stiftamtmanden og regerede 25. juni – 22. august 1809 (derfor kaldt ”Hundedagskongen”). Blev fjernet af englænderne og nogle år senere deporteret til Australien, hvor han opholdt sig til sin død.)
Gunnlaugurs reaktioner blev berømte. Jón den lærde i Möðrufelli siger om dem i sin levnedsskildring..: ”Hans troskab mod sin konge og embedes ed skinnede tydelig igennem i den prøvelsestid, som kom over Island i sommeren 1809.”
Intet uddrag af Islands historie er så kort at det ikke indeholder begivenhederne i sommeren 1809. De senere generationer har betragtet dem som underlige og lige som et morsomt eventyr. Men det er sikkert, at Jörgensens indgriben gav landets embedsmænd vældige vanskeligheder og hans adfærd var i deres øjne alt andet end en spøg.
Gunnlaugur Briem og Jörgensen mødtes i Akureyri da den sidstnævnte var på sin nordlandsrejse, ”og de talte sammen…(bla bla – tre siders beskrivelse af begivenheden)
Summen er, at alle embedsmænd incl.. Gunnlaugur tror på, at Jørgensen har overtaget regeringsmagten, men Gunnlaugur agter at nedlægge sit hverv, hvilket han gør rede for i et skrift: ”Quid sentimus? Quid faciendum?” (Hvad er vi vidne til? Hvad skal vi gøre?) som han i slutningen af juli måned sender til de øvrige embedsmænd i Island, som er udnævnt af den danske konge.
Fortællinger om Kjarna-slægten
Katrin Kristjana Hafstein gift Wolffbrandt, (1909-1991), er også af Kjarnaslægten.
Hendes mor, som hed þórunn Eyjólfsdóttir, (1877-1961) var datter af Eyjólfur Jónsson (1841-1909), som var præst i Kirkjubólsþingum 1865-1882, i Mosfelli i Grímsnesi 1882-1884, i Árnesi i Trékyllisvík 1884-1909. I årene 1901-1902 var han provst i Strandasýslu.
þórunns mor Elín Elisabeth Björnsdóttir (1836-1900) var i øvrigt også præstedatter. Hendes far Björn Jónsson var præst på Stokkseyri.
þórunns far – Eyjólfur Jónsson- var søn af Jón þórdarson (1814-1854), som var sølvsmed i Kirkjubóli i Skutulsfjördur og gift med þóra Katrín Eyjólfsdóttir (1809-1894), som var datter af Eyjólfur Kolbeinsson, som var præst på Eyri i Skutilsfjörður.
Jón þórðarson – sølvsmeden – var søn af bonden þórður Pálsson (1772-1857), og hans kone var Björg Halldórsdóttir (1782-1842). De drev landbrug – var bønder – i Sörlastad i Fnjóskadal (som ligger på nordlandet lidt øst for Akureyri), og flyttede snart til Kjarna, som er tæt ved Akureyri.
Björg var datter af Halldór Björnsson (1743-1804) og þórdis Bjarnadóttir (1739-1815), som drev landbrug i Hólshus i Eyjafjörður.
þórður var søn af Páll Ásmundsson 1748-1834) og Guðný Árnadóttir (1734-1816), som drev landbrug i Pórðarstað i Fnjóskadal.
Björg og þórður ‘grundlagde’ Kjartna-slægten, de fik 13 børn, som alle voksede op.
Kjarnaætt – Kjarnaslægten
(LHW: Jeg oversætter her fra en tekst fra en slægtsbog, som hedder ”Hverra manna” – som betyder ”Af hvilken slægt”. Jeg ved ikke hvornår den er skrevet. Det kan forekomme, at sproget synes temmelig gammeldags, men jeg har ikke villet lave om på det.)
På þórðarstad i Fnjóskadal boede i den sidste halvdel af 1700-tallet ægteparret Páll Ásmundsson og hans kone Guðný Árnadóttir.
De havde en søn, som hed þórður, og han var født omkring 1772. þórður giftede sig i 1798 med Björg Halldórsdóttir, som var datter af Halldór Björnsson (født ca. 1737) og þórdis Bjarnadóttir. De – Björgs forældre – havde gården Hólshús i Eyjarfjörður.
Björgs brødre var Árni, som var præst i Tjörn i Svafaðardal og Björn, som var provst i Garði i Kelduhverfi. Begge brødre havde ry for at være meget velbegavede. Dog ikke så begavede som deres far Halldór, om hvem det sagdes, at han var lynende intelligent.
Skønt Halldór (Björgs far) var en god bonde, som havde råd til at lade sine sønner få en uddannelse, var der dog en periode, som han huskede særlig godt.
Han var 15 år gammel da uårene 1752-1757 indfandt sig. Som så mange andre, blev han nødt til at opretholde livet ved at gå tiggergang. Han var ikke nået så langt før han mødte en ung dreng, omtrent jævnaldrende, som vagabonderede. Denne unge dreng var, ligesom Halldór, af god familie, velbegavet og en køn, lovende ung mand. Men han havde strejfet omkring i længere tid end Halldór, og havde haft det værre.
De to unge drenge slog følge og fulgtes som brødre, og efter nogle dage hvor de kun havde fået ganske lidt hvor de kom frem, kom de en aften til en bondegård, hvor de blev tilbudt at overnatte og blev hjerteligt modtaget, hvilket de ikke var vant til. Konen på gården var en udmærket kvinde, som blev bevæget over at se så smukke drenge i bekneb, og beværtede dem nydeligt af sine fattige midler, og gav dem også en ren seng at hvile ud i.
Da de var gået til ro, kom hun til dem og ville høre om deres familie og om deres færden. De fortalte hende alt, som det var, og det kunne hun meget godt lide.
Til sidst så hun dem an og tog dem om livet. Hun så først på Halldór, og sagde, at han ville kunne overleve hvis han snart ville kunne finde et sted, hvor kan kunne få mad nok.
Men da hun havde set den anden unge mand an, tav hun og lod ham så være.
Da hun var gået, så de hinanden efter, og tog på hinanden.
Halldór fortalte efterfølgende, at drengen havde haft en hård knude nedenfor brystbenet.
Kort efter blev det bedre tider, deres veje skiltes, og de fik begge et sted at slå sig ned. Kort tid derefter fik Halldór bud om, at hans følgesvend var død. Det var det værste tab for Halldór.
(Dette er en beretning, som Benedikt, Halldórs ældste søn, har givet).
þórður og Björg drev landbrug på gården Sörlastad i Fnjóskadal, og boede der i nogle år.
Benedikt, deres ældste søn, som var født i året 1800, fortæller en af sine barndomserindringer derfra:
En gang, midt om vinteren, kom Árni Jónsson, en skjald (digter) fra Eyfirði, til Sörlastað. Han må have været omkring de 40 år, for han var født 1760. Ægteparret þórður Pálsson og Björg Halldórsdóttir kendte ham, for han havde før besøgt dem, og de tog vel imod ham, for de satte pris på ham.
Da han ankom var han temmelig fåmælt, og, som man siger, temmelig verdensfjern. Han talte ikke – svarede blot på hvad der blev sagt til ham, men dog noget trevent. Men han lyste dog hurtigt op da konen, som var velbegavet og med et lyst sind, begyndte at tale med ham.
Et lille pigebarn legede ovenpå tæt ved hvor Árni sad på sengen med albuerne på knæene og med hænderne under kinderne. Barnet så ofte på gæsten, og som børn ofte gør, løb hun tæt hen til ham, og så langt væk igen.
En gang siger moderen så dette til barnet: ”Kys manden”, men barnet skyndte sig at vende sig bort fra ham. Så fremsiger Árni, efter at have været tavs et øjeblik, et lille digt til den lille pige.
(LHW: Løselig oversættelse:)
Det forstås, at det er en svær opgave at løse
for den der bor her lige ved.
Ikke vil unge frøkener
vende sig mod mig.
En anden gang kom Björg til Akureyri og mødte Árni der. Han gik hen til hende og fremsagde et lille digt til hende som hilsen:
þó ad mér sveigist ömun táls
angurs fleygi eg byrði
þá sé ég freyju brúna báls,
Björgu úr Eyjafirði
Senere flyttede þórður og Björg til gården Kjarna ved Akureyri, og det er ved den jord, at slægten fik sit navn. Der boede de længe.
De fik tretten børn, som alle voksede op.
Om þórður hedder det i den islandske slægtsfortælling: ”En usædvanlig mand, som gav sine børn en god uddannelse. En stor slægt er udsprunget fra ham”. Men det mest usædvanlige synes jeg (skribenten) er, at þórður var så glad for sin kone, at han lod de fleste af sine døtre opkalde efter hende. Navnene var: Sigur-björg, þórbjörg, Björg, Kristbjörg, Guðbjörg, Ingibjörg, Aðalbjörg – og disse navne går igen i slægten.
Det rygtedes hvor skønne og talentfulde disse Kjarnasøstre var da de voksede op, og der var mange bejlere, som rejste den lange vej til Kjarna for at fri til dem, selv om de ikke havde set dem.
Det siges, at þórður var temmelig excentrisk, og for at give et eksempel på det, fortælles der om, at da de yngste børn var blevet store nok, havde han besluttet sig til at rejse med hele flokke sydpå til Hrafnagilskirkja (ligger ca. 15 km syd for Akureyri) og lade en messe læse der.
Han samlede 15 heste så hver havde sin, og før de tog afsted havde han sagt til dem, at alle skulle ride efter hinanden i ét spor. Konen først, og børnene så i aldersfølge med den ældste først nærmest sin mor, og den yngste sidst. Selv ville han komme sidst.
Men på hjemvejen skulle dette være omvendt. Så ville han ride først, det yngste barn nærmest ved ham, og herefter børnene i aldersfølge, og konen sidst.
Den historie fortælles, at det havde vakt stor opmærksomhed blandt både folk fra Akureyri og bønderne på ruten at se denne lange og usædvanlige flok, og mange havde været misundelige på disse ægtefællers store børneflok.
Björg var 8 år yngre end þórður, men dog døde hun før ham. Hun døde på Kjarna den 26. februar 1842, 62 år gammel. På det tidspunkt må vist de fleste eller alle deres børn være rejst hjemmefra.
þórður savnede sin kone meget, og kunne ikke blive på Kjarna. Han flyttede til sin datter Björg, som boede på gården Miðhús i Húnavatnssýsla (som ligger på nordlandet nær Blönduós), og hos hende døde han 30. juni 1857.
Af Kjarna-ægtefællernes børn er vi direkte efterkommere af den næstældste søn:
Jón þórðarson (1814-1854) – sølvsmeden.
Fortællinger om Kolbeins-slægten
Her er en oversættelse fra bogen Íslenzkir SagnaÞættir (Islandske sagnagtige beretninger)
Også i denne beretning er sproget temmelig gammeldags, men jeg (LHW) har forsøgt at bevare den gammeldags udtryksform.
Kolbeins-fortællinger om Þorstein i Tungufelli, og hans søn pastor Kolbeinn
Þorsteinn hed manden, han var Kolbeinsson; han boede på Tungufell i Ýtri-Hrepp. Guðrun hed hans kone, hun var Hallvarðardóttir. Hun havde før været gift med den mand, der hed Jón, og han levede kort tid. Jón hed deres søn, og han var på 13-års alderen da denne fortælling finder sted (1736), men Guðrún og Þorsteins søn var da på 5-års alderen. Han hed Kolbeinn efter sin farfar.
Þorsteinn var født med en god begavelse og var temmelig temperamentsfuld.
Der var dengang en to-familiers gård i Tungufell. Magnús lagmand, som da boede i Bræðratungu, ejede Tungufells-jordene. Forpagtningsafgiften erlagdes i hunfår.
Nu kom der så det, der på islandsk hedder en: ”fellivetur”. Det er ordet for en vinter, hvor fårene omkommer af mangel på foder, og antallet af Þorsteinns får svandt ind, så han syntes, at han ikke var i stand til at aflevere hunfår til forpagtningsafgiften. Så tog lagmanden en ko i stedet. Det syntes Þorsteinn var en meget hård fremfærd og blev meget ærgerlig over at lagmanden kunne gøre det.
Om sommeren var begge bønderne fra Tungufell ude at slå hø på Veitunni, og talte da sammen om lagmanden. Þorsteinn sagde, at lagmanden var en tyv og ransmand. Bonden, som han boede sammen med på to-familiers-gården syntes, at Þorsteinn tog for dybt i årerne, og spurgte ham, om han ville stå ved sine ord. Þorsteinn sagde til ham, at han kunne tage hvor som helst han ville hen med de ord.
Bonden rider så til Tungu og fortæller lagmanden hvad Þorsteinn har sagt. Så anlagde lagmanden injuriesag mod Þorsteinn.
Þorsteinn førte sin egen sag. Han havde ordet i sin magt. Der blev afholdt mange retsmøder, og længe var retten på hans side. Så var der en gang foran retten, at han i den grad begyndte at stamme, at han slet ikke kunne få ordene frem. Måske har han fået ”krampe” af ophidselse. Man var sikre på, at lagmanden havde fået en troldmand fra Vestfjörður til at gøre Þorsteinn stum. Der var mange, som troede, at dette var sandt.
Nu kunne Þorsteinn ikke føre sin egen sag, og det faldt tilbage på ham. Han blev dømt æreløs og bortvist fra kristne folks liv og livsførelse.
Så byggede Þorsteinn sig en rønne på skæret ved Búðará – det, der siden hedder Þorsteinshöfði.
Guðrún fik lov at blive boende i Tungufell. Når Þorsteinn behøvede noget hjemmefra lod han sig se ved deres varde, som siden hedder Þorsteinns-vörða, nordvestentil på Kjölur ved Kjalardalinn.
Nær bygden måtte han ikke komme, men der sås han hjemmefra, og dertil bragte man ham hans fornødenheder.
Guðrun havde det så dårligt med det, at hun hellere ville skifte bopæl og rejse i udlændighed med sin mand. Nogle fortællinger går på, at lagmanden syntes, at Þorsteinn havde for megen omgang med folk i bygden hvis han var i Þorsteinshöfða. Men det endte med, at lagmanden gav Þorsteinn og Guðrún lov til at bo sammen i Tungusel. Dog siger Tómas den ældre i Brattholti, at Tungusel er der to af. Det ene ligger langt fra Gullfoss, og det andet under Bláfell, og det er der, som lagmanden har givet dem lov til at bo sammen.
Det siges, at Þorsteinn – hvor end det nu var – havde boet der i 5 år, døde der og blev begravet under rønnen.
Efter Þorsteinns død kan man se, at Guðrún har boet i Tungufell, for det er der hendes søn Jón voksede op. Det siges, at lagmanden tog hen til dem – nogen siger, at det var medens Þorsteinn stadig levede, og andre siger, at det var efter hans død. Men det ser ud til, at han syntes, at der var noget, som han skyldte dem. Han mødte drengene udenfor huset, og henvendte sig først til Jón og spurgte ham, om han ville komme med hjem til ham og bo der. ”Nej” siger Jón. ”Hvorfor ikke?” spørger lagmanden. ”Fordi du er sådan en ond mand” siger Jón. ”Du er den værste mand!”. Lagmanden lod som ingenting og vendte sig til Kolbeinn (1731-1783) og spurgte ham om han ville komme med hjem til sig. Kolbeinn sagde ja til det. Der kom det ud af det, at lagmanden tog Kolbeinn til sig, sørgede for hans opvækst og bekostede hans skolegang i Skálholts-skolen. Han blev uddannet til præst, og var en evnerig studerende. Han blev så god til latin og så god en digter på latin, at han kunne oversætte Hallgrím Péturssons 50 passionssalmer til latin med bibeholdelse af de oprindelige versemål og med nøjagtig oversættelse af indholdet. Det vakte stor beundring. (Passions-salmer er salmer om Jesus’ lidelseshistorie. Sjana – Katrín Kristjana gift Wolffbrandt – havde Hallgrím Péturssons passionssalmer på islandsk i en udgave fra 1947. I den står et forord, som Hallgrím Pétursson har skrevet i 1659).
Da Kolbeinn var udlært fik han kongelig bevilling til at genoptage sin fars retssag. Det siges, at han tidligt havde haft det på sinde og i hemmelighed sat sig bedst muligt ind i sagen. Det siges, at sagen var ført helt op til Højesteret og at Kolbeinn to gange var rejst til Danmark for at fremføre den. Man ved dog ikke noget om hvordan han har fået understøttelse til det, for selv var han fattig.
Men hvordan end sagen gik, så sluttede den med, at Þorsteinn blev frikendt og fredlyst til at kunne hvile i kristen jord.
Så lod Kolbeinn sin fars lig (bene) grave op og fik ham begravet på en kirkegård. Guðrún Snorradóttir siger, at det var i Tungufell, men hendes søn Snorri har hørt fra Sigurð Pálsson i Haukadal, at Þorsteinns bene hviler i Haukadalskirkegården. Sigurð har fortalt, at han har set Kolbeinn vedligeholde sin fars grav der.
Det siges, at lagmanden fik det temmelig svært da sagen var afsluttet. Det var blevet ham pålagt at betale alle sagens omkostninger, og han var blevet idømt en kæmpebøde; der var blevet sendt telegrammer til ham med røde kraver, som han skulle fylde med penge og sende til kongen. Lagmanden var blevet nødt til at sælge al sin jord, og havde efterfølgende ingen husdyr.
Alt det passer nu ikke, og telegram-historien, som Gísli Símonsson fandt på for sjov om storbønder her i Island er senere blevet tillagt lagmanden.
Og at lagmanden skulle være blevet miskendt efter denne sag passer heller ikke, for han blev senere udnævnt til Amtmand.
I slægtsfortegnelserne over de islandske slægter, er der ved slægtningenes data angivet hvor de er født og hvor de døde. Der bruges nogle forkortelser for syslernes navne, så her er en liste over alle de islandske sysler, og på kortet herover kan du se hvor i landet de ligger. Først forkortelsen i ( ).
- (S.þi.) Suður þingeyjar-sýsla
- (Eyj.) Eyjafjarðar-sýsla
- (Skag.) Skagafjarðar-sýsla
- (A. Hún.) Austur Húnavatns-sýsla
- (V.Hún.) Vestur Húnavatns-sýsla
- (Strönd) Stranda-sýsla
- (N-Ís.) Norður Ísafjarðar-sýsla
- (V.-Ís.) Vestur Ísafjarðar-sýsla
- (V.-Bar.) Vestur Barðastrandar-sýsla
- (A.-Bar.) Austur Barðastrandar-sýsla
- (Dal.) Dala-sýsla
- (Snæ.) Snæfellsnes- og Hnappadals-sýsla
- (Mýr.) Mýra-sýsla
- (Borg.) Borgarfjarðar-sýsla
- (Kjos.) Kjosar-sýsla
- (Gull.) Gullbringu-sýsla
- (Árn.) Árnes-sýsla
- (Rang.) Rangárvalla-sýsla
- (V.-Skaf.) Vestur Skaftafells-sýsla
- (A.-Skaf.) Austur Skaftafells-sýsla
- (S.-Múl.) Suður Múla-sýsla
- (N.-Múl.) Norður Múla-sýsla
- (N.-þi.) Norður þingyejar-sýsla.